Nyhed

Rutek bliver en del af Beritech Group: ”Vi skal udnytte hinandens styrker”

Nyhed
12-05-2022

Midtjyske Rutek kommer med komplementære kompetencer, og baner Beritechs vej på det farmaceutiske marked.

Beritech har netop underskrevet en aftale om køb af Rutek, som er specialiseret indenfor design og fremstilling af konstruktioner i rustfrit stål - herunder specielle tanke og trykudstyr med PED-godkendelse til medicinal-, offshore- og kemisk industri.

Med opkøbet, tilføjer Beritech dermed et nyt forretningsben mod bl.a. det farmaceutiske og biotekniske område, som komplementerer Beritechs øvrige aktiviteter. Beritech har i forvejen et solidt fodfæste, som leverandør af specialfremstillede tanksystemer til mejeri- og fødevareindustrien.

Rutek opererer i Randers, hvor der produceres komponenter, trykbeholdere, rørsystemer og tanke i rustfrit stål.

Endnu et rygstød i Beritechs udvidelse

Det er Beritech Groups sjette opkøb på halvandet år. Rutek, og det eksisterende Beritech forretningsområde kendt som Stainless Steel Tanks, danner en stærk forretningsmæssig synergi, og gør det muligt at udvide kundetilbuddet indenfor tanksegmentet – både i forhold til kompleksitet, kvalitetsstyring og projektstørrelse.

CEO for Beritech Bent Larsen siger:

“ Vi ser en klar tendens til stigende efterspørgsel på ydelser og fremstilling fra alle brancher. Opkøbet af Rutek er et udtryk for, at vi ønsker at gøre Beritech til en endnu mere komplet leverandør indenfor den rustfrie stålbranche.”

Beritech har gennem tidligere opkøb af virksomheder vist deres evne til at skabe vækst - og nå nye markeder - gennem vidensdeling og samlet produktionskapacitet. Der er derfor også store forventninger til opkøbet af Rutek.

Rutek er en af de stærkeste leverandører af tanksystemer og trykudstyr til det farmaceutiske marked. De er et stærkt hold med specialistviden, og vi ser frem til at drage nytte af deres kompetencer og knowhow inden for dette område
Bent Larsen, CEO Beritech

”Jeg er taknemlig over at Rutek betragter Beritech Group som den rette fremtidige ejer. Rutek er en af de stærkeste leverandører af tanksystemer og trykudstyr til det farmaceutiske marked. De er et stærkt hold med specialistviden, og vi ser frem til at drage nytte af deres kompetencer og knowhow inden for dette område – det er en væsentlig årsag til, at netop Rutek er et rigtig godt strategisk match,” uddyber Bent Larsen.

Efterlader smil på begge sider af bordet

Også tidligere ejer i Rutek, Martin Ketil Bak, er glad for at aftalen med Beritech er kommet på plads.

”Vi har i Rutek arbejdet på at udvikle en skalérbar forretning og en skarp processtyring. I Beritech Group udnytter selskaberne hinandens styrker for derigennem at optimere en fælles forretning. Beritech kan være med til at accelerere Ruteks udvikling yderligere til gavn for både medarbejdere og kunder,” lyder det fra Martin Ketil Bak, der efter opkøbet overlader direktørposten til Bent Larsen, men fortsat vil være tilknyttet Rutek.

Rutek beskæftiger totalt omkring 45 medarbejdere. Under det nye ejerskab fortsætter selskabet på nuværende lokation i Randers, som et selvstændigt forretningsben. Beritech får dermed en stærk midtjysk base, som forventes udbygget med nye kompetencer og kapacitet.

”Det er i høj grad medarbejdernes fortjeneste, at vi er nået så langt i vores anstrengelser med at levere den højeste kvalitet af kundetilpassede tanksystemer og procesanlæg, der opfylder kravene i den farmaceutiske industri. Beritech har gennem hele processen vist, at de har respekt for det vi har opbygget. Rutek bevarer sin identitet, og får samtidig de bedste muligheder for videre vækst” uddyber Martin Ketil Bak.

For yderligere information

Kontakt: Bent Larsen, CEO i Beritech og CEO i Rutek, tlf. +45 22 24 66 58, bla@beritech.dk
Kontakt: Martin Ketil Bak, forhenværende ejer og direktør i Rutek, +45 29 64 64 66, mb@rutek.dk
For pressemateriale: Anne Kold, Kommunikationskonsulent, +45 60 12 15 10, anne@dotmore.dk

Parterne oplyser ikke de økonomiske og juridiske detaljer i aftalen.

Ejerleder Bent Larsen