Nyhed

Beritech opruster igen: Jess Kristensen tiltræder som Sales Director

Nyhed
08-08-2022

Beritech Group styrker sit salgsteam ved at inkludere en brancheveteran med mere end 22 års erfaring inden for salg og kunderelationer.

Jess Kristensen har erfaring med at forbedre salgs- og indtægtsstrømme gennem tillidsfulde kunderelationer, omhyggelig planlægning og innovative løsninger. Med sig i bagagen har han en bred salgs-, ledelsesmæssig og teknisk erfaring. Senest fra et job som Sales and Business Manager hos Carsoe A/S, hvor han har været en del af selskabets positive udvikling i mere end 12 år.

CEO Bent Larsen (venstre) og Sales Director Jess Kristensen (højre)

Jess har siden starten af sin karriere arbejdet med salg og kunderådgivning indenfor løsninger til fødevareindustrien. Han er kendt for sin evne til at arbejde med salg på både et strategisk og kundenært niveau – og det er især Beritechs vækstrejse, der har fanget hans interesse.

”Jeg inspireres af den stærke vilje og omstillingsparathed der er i Beritech. Det er en virksomhed med gode værdier, og en tilpas risikovillighed, som gør det spændende at gå på arbejde. Jeg ser det som en fornem opgave at være med til at omsætte strategi og visioner til handling til gavn for kunderne, ” fortæller Jess Kristensen.

Ansættes i Beritech Manufacturing

Jess Kristensen bliver ansat i selskabet Beritech Manufacturing, som har specialiseret sig indenfor supply chain services. Beritech Manufacturing har stor succes med at indgå gensidige fordelagtige partnerskaber med andre producenter, primært producenter til fødevareindustrien.

Beritechs har været i en rivende udvikling siden sin start, med en stigende efterspørgsel og øgede forretningsvolumener på tværs af alle fire selskaber i Beritech Group. Omsætningen for Beritech Group er fra 2020 til 2021 steget med mere end 300 %.

Den nye ansættelse glæder CEO Bent Larsen:

” Det er naturligt at tage næste skridt i opbygningen af vores salgsorganisation, idet aktivitetsniveauet er stigende i både Danmark og på andre nøglemarkeder i Europa. Jess er en teamorienteret person, som får det bedste frem i sine kolleger. Vi får en kompetent, erfaren og dynamisk ressource ind i huset, der - i samspil med det eksisterende team - kan medvirke til at løfte os til næste niveau,” siger han.