Nyheder & cases

Beritech køber Carsoe Liquid Tanks

Nyhed
05-07-2021

Fremadrettet udbydes tankdesign og -produktion igen i Beritech, når en del af Carsoe´s aktiviteter erhverves – nemlig divisionen Carsoe Liquid Tanks.

Det er 4. gang, siden Beritech navnet blev genoptaget, at Beritech udvides. Når vi denne gang udvider indenfor design og produktion af tanke, så er det langtfra ukendt territorium. Tankløsninger var det oprindelige forretningsområde under Beritech navnet fra 1995 – 2011.

I 2011 fusionerede Beritech med Carsoe, hvorefter tanksegmentet fik navnet Carsoe Liquid Tanks.

Beritech´s allerførste leverance var 2 stk. 5000 liters flødetanke til Hobro mejeri i 1995, hvoraf den ene fortsat er aktiv. Her er det en Beritech tank leveret til Nørager Mejeri i 90´erne, og som stadig er aktiv i Nørager.

Beritech navnet genoptaget

Beritech navnet blev genoptaget, da Danish Laser Technology opkøbes og omdøbes i efteråret 2020. Beritech har siden gennemgået en løbende udvidelse.

Fælles for virksomhederne i Beritech er, at der arbejdes indenfor hele værdikæden, og dermed kan indgå i projekter fra tidlig rådgivningsfase, til fremstilling, montering og levering. Således er tanksegmentet et naturligt opkøb i strategien.

Tanksegmentets samarbejdet med Beritech Solutions giver mulighed for at bygge bro mellem projektstyring, fremstilling og funktionalitet, samtidig med at vi skaber optimale rammer for konkurrencedygtige priser.
Bent Larsen, adm. direktør - Beritech Manufacturing & Beritech Stainless Steel Tanks

Carsoe Liquid Tanks designer og fremstiller tanke i rustfri stål - både som enkeltstående tanke og store komplekse systemer. Proces- og silotanke leveres primært til mejeribranchen, men kompetencerne og løsningerne kan bruges i adskillige typer af brancher. Kundebasen rummer førende mejerier i både Danmark, Norge og Sverige – såsom Arla og Tine.

”Carsoe´s tankdivision kommer med nogle særdeles stærke strategiske og udførende kompetencer i relation til tankdesign og -produktion. De komplementerer Beritech´s styrker på projektering, stålbearbejdning, montage og service. I kombination har vi et unikt tilbud til kunderne, som i stigende grad efterspørger sammenhængende ydelser,” siger Bent Larsen, adm. direktør for Beritech Manufacturing.

Beritech stifter, Bent Larsen har fra 2011-2020 drevet forretningsområdet Liquid Tanks i Carsoe. Det er derfor et naturligt opkøb, som får væsentlige synergier til de andre segmenter af Beritech Group.

Et selvstændigt selskab i Beritech Group - men med store synergier

Opkøbet betyder en etablering af et nyt selskab i Beritech Group, Beritech Stainless Steel Tanks, hvor Bent Larsen bliver adm. direktør.

Beritech Stainless Steel Tanks vil, som andre selskaber i Beritech gruppen, operere som en selvstændig enhed i sit respektive delmarked, men vil også arbejde sammen med Solutions og Manufacturing gennem deling af viden og kompetencer.

”Samarbejdet med Solutions er særlig relevant at fremhæve, da det giver mulighed for at bygge bro mellem projektstyring, design, fremstilling og funktionalitet, samtidig med at vi skaber optimale rammer for konkurrencedygtige priser,” siger Bent Larsen.

I Beritech Group arbejder virksomhederne indenfor deres eget kundesegment, men arbejder ligeledes sammen gennem deling af viden og kompetencer i leveringen af komplette og mangfoldige løsninger.

Bent Larsen udelukker ikke flere opkøb. Han understreger, at de forskellige segmenter af Beritech skal komplementere hinanden på både kompetencer og selvindsigt:

”Beritech har en fokuseret investeringsstrategi, således investerer vi udelukkende i virksomheder indenfor brancher og i markeder, som vi fuldt ud forstår, og som passer ind i den samlede kerneforretning i Beritech Group. Det er vores ambition at fortsætte med at tilføje attraktive selskaber, som bidrager positivt til vores plads i markedet, og samtidig udvider udbuddet til vores kunder”.

Fakta

Overtagelsen sker 1. juli 2021. I forbindelse med aftalen, overdrages der medarbejdere samt igangværende kundeaftaler i Carsoe Liquid Tanks til Beritech. Efter opkøbet har Beritech i alt 71 medarbejdere.

For mere information:

Bent Larsen, adm. direktør Beritech Manufacturing & Beritech Stainless Steel Tanks. +45 22 24 66 58, bla@beritech.dk

Søren Tim Christensen, Sales and Business Manager Beritech Stainless Steel Tanks. +45 50 70 11 30, sti@beritech.dk